Månedens lydbog: 40 timers eventyr til hele familien
I år er det 30 år siden, “Det gyldne kompas” udkom på dansk. Det er en oplagt anledning til at (gen)opdage Philip Pullmans fantasytrilogi som lydbog – med over 40 timers eventyr i ørerne.
Af biblioteket
"Det gyldne kompas" er ikke bare en fantasyserie, der havde sin storhedstid i 1990’erne. Philip Pullmans fortælling har siden fået nyt liv som tegneserie, teater, film, tv-serie og nye bøger, der udvider universet.
30 år efter den danske udgivelse bliver Philip Pullmans trilogi stadig ved med at trække nye læsere ind, fordi den både er et stort eventyr og en fortælling med noget på hjerte. Her er panserbjørne, hekse, daimoner og rejser mellem verdener, men også spørgsmål om frihed, autoritet, sandhed og retten til selv at finde sin vej.
Sandheden peger mod nord
Historien begynder med 11-årige Lyra, der lever som forældreløs på Jordan Kollegiet i Oxford. Men det er ikke helt det Oxford, vi kender. Det her er en anden verden, som ligner vores på mange punkter, men der er væsentlige forskelle.
Da børn begynder at forsvinde, bliver Lyra trukket ind i en rejse mod nord. Med det mystiske alethiometer, et instrument, kun få mennesker forstår at bruge, lærer Lyra at læse sandheden og bliver den udvalgte, der skal bringe hendes verden og alle andre tilbage i harmoni.
Det er fantasy med både hjerte, mørke og filosofisk tyngde, og netop derfor holder den stadig.
Et eventyr, der varer længere end togturen
Mangler du en lydbog til en lang rejse, sommerferien eller mange gode gåture, er Pullmans store moderne klassikere et oplagt valg. Hele serien varer lidt over 40 timer, så der er masser af eventyr i vente.
Lydbogen er indlæst af Grete Tulinius, og det er en vigtig del af lytteoplevelsen. Hun lader spændingen bygge sig op, uden at tempoet løber fra fortællingen, og hun giver plads til både Lyras ukuelige energi og historiens mørkere undertoner.